I samarbejde med Schmidt Hammer Lassen og ingeniørfirmaet Buro Happold, har Møller og Grønborg udviklet en masterplan for en blandet bydel på Paljassaare halvøen i det nordlige Tallinn. Den nye bydel kommer til at ligge attraktivt, udstrakt langs bugten, grænsende op til et Natura2000 fuglereservat - kun 10 minutter fra Tallinn centrum og den velbevarede historiske bymidte. En udfordring har dog været den nærmeste nabo, et vandrensningsanlæg.
Visionen har været at skabe en udpræget grøn bydel, med mange bæredygtige tiltag, med en høj grad af selvforsyning, samt en høj andel af offentlig transport - uden sidestykke i Estland.
Masterplanen bygges op om et strakt grid, der optimerer bebyggelserne i forhold til solvinkler og dæmper fremherskende vindretninger. Dette grid danner basis for et sammenhængede by-, landskabs- og infrastrukturelt koncept.